8 stk.
Denne dessert består af nogle af mine yndlingsingredienser, hvid chokolade og rabarber.
Perfekt til at afslutte en dejlig sommeraften med!
HVID CHOKOLADEMOUSSE
200 g hvid chokolade
60 g æggeblomme
30 g flormelis
90 g æggehvide
1½ dl piskefløde
Smelt den hvide chokolade og lad de køle let af. I mens pisker du æggeblommerne med halvdelen af flormelissen i en skål til de er luftige og i anden skål piskes æggehviderne og den sidste halvdel flormelis til de er stive.
Hæld fløden i en skål og pisk til den begynder at danne toppe.
Vend forsigtigt chokoladen sammen med æggeblommerne og herefter vendes de pisket æggehvider i og til sidst vendes piskefløden i.
Fordel moussen i 8 glas og sæt dem på køl i mindst 2 timer.
BAGTE RABARBER
200 g friske rabarber
120 g rørsukker
55 g vand
1,5 tsk. vaniljepasta
Tænd ovnen på 90 grader varmluft.
Skyl rabarberne og skær dem i stykker på 1-2 cm. Bland rørsukker, vand og vaniljepasta i en skål og hæld det sammen med rabarberne i et fad som må komme i ovnen.
Sæt rabarberne i ovnen i 20-30 minutter, der skal stadig være bid i dem. Lad dem køle helt af sammen med saften.
TØRRET RABARBER
2-3 friske rabarber
Tænd ovnen på 90 grader varmluft. Skyl rabarberne og riv forsigtigt ”skrællen” af rabarberne. Læg dem på en bageplade med bagepapir og bag dem i 5-7 minutter. Lad dem køle af.
KRYSTALISERET HVID CHOKOLADE
50 g sukker
50 g vand
50 g hakket hvid chokolade
Kog sukker og vand op i en gryde til 130 grader, tag gryden af varmen og pisk (elpisker) herefter i gryden imens du hælder den hvide chokolade i.
Hæld din chokolade krymmel ud på et stykke bagepapir og sæt det på køl.
SAMLING
Frisk timian
Tag den hvide chokolademousse ud af køleskabet og fordel rabarberne sammen med saften ovenpå. Drys lidt krystalliseret hvid chokolade og pynt med lidt frisk timian.
Tag de tørret rabarber og sæt dem på kanten af glasset.