Sommertærter

6 stk. små tærter

Sommer kom nu bare! Jeg kan snart ikke vente mere!
En af de bedste ting ved at sommeren er på vej, er at der snart er danske jordbær og rabarber!
Jeg har derfor udviklet disse små sommertærter, som bare oser af sol og varme

RÅSYLTEDE RABARBER
100 g rabarber
½ vaniljestang
50 g sukker
1 dl vand

Rens rabarber, skær dem i tynde skiver, og læg dem i et glas eller en beholder. Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Bring sukker, vand, vaniljekorn og den tomme vaniljestang i kog i en gryde. Hæld den varme sukkerlage over rabarberne. Sæt dem på køl til minimum næste dag, men gerne flere dage.

JORDBÆRCREME
2 ½ blad husblas
100 g hvid chokolade
3 dl fløde
1 tsk. revet citronskal
1 dl jordbærsaft
Rød pastafarve

Læg husblas i koldt vand. Hak den hvide chokolade og læg det i en skål. Kom fløden i en gryde og tilføj citronskal, varm det op til lige under kogepunktet. Si citronen fra og hæld fløden over chokoladen. Tilføj husblas og rør det hele godt sammen.
Hæld cremen i en frysepose eller i en skål med husholdningsfilm på cremen og stil den på køl til den er helt kold.
Når cremen er helt kold, tages den ud af køleskabet og piskes den let og herefter tilføjes saften lidt ad gangen og cremen piskes indtil den er fast nok til at kunne sprøjtes. Hvis cremen ikke har nok farve, kan der tilføjes til rød pastafarve. Hæld den i en sprøjtepose med tyl.

MØRDEJ
90 g flormelis
225 g hvedemel
115 g koldt smør
1 knivspids salt
45 g æggeblomme

Blend kort flormelis, hvedemel, smør og salt sammen i en minihakker/foodprocessor. Hæld det ud på bordet, tilføj æggeblomme og ælt dejen kort sammen med hænderne.
Del dejen i to og rul hver dej ud mellem to stykker bagepapir og læg dem på køl i minimum i 1 time.

FRANGIPANE
50 g mandelmel
50 g rørsukker
50 g stuetempereret smør
½ æg

Pisk mandelmel, rørsukker, smør og salt sammen. Tilføj til sidst æg og pisk godt.
Tænd ovnen på 175 grader almindelig ovn.
Tag mørdejen ud af køleskabet og kom mørdejen i dine tærteforme. Brug resterne af mørdejen til at lave mørdejspynt med. Jeg har f.eks. brugt en tyl til at udstikke med.
Fyld halvdelen af tærten med frangipane i de ubagte tærter. Bag tærterne i 20-25 minutter og mørdejspynten i 15-20 minutter. Lad dem køle af.

CITRONCURD MED BASILIKUM
½ husblas
100 g sukker
1 dl citronsaft
1 æg
35 g stuetempereret smør
6-8 friske basilikumsblade

Læg husblas i koldt vand. Hæld sukker, citronsaft og æg i en gryde og varm det forsigtigt op til 83 grader imens du pisker. Tag gryden af varmen og tilføj husblas. Rør herefter smørret ud i curden og si den over i en skål. Tilføj basilikumsbladene og stavblend massen. Fordel curden i dine tærter og sæt dem på køl indtil curden har sat sig.
TIP: Du kan lade tærterne stå i køleskabet i en lufttæt beholder i nogle dage.

BASILIKUMSSUKKER
50 g rørsukker
5 basilikumsblad

Hæld sukker og basilikumsblade i en morter og mos det godt sammen. Hæld det i en lukket beholder indtil det skal bruges.

SAMLING OG PYNT
Guldstøv
Friske jordbær
Basilikumsblade

Pensel din mørdejspynt med guldstøv.
Tag dine tærter ud fra køleskabet og sprøjt jordbærcremen på. Pynt af friske jordbær, de syltede rabarbere, basilikumssukker, basilikumsblade og guldmørdejspynt.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.