Syrlige horn

8 stk.

CITRON REMONCE
65 g blødt smør
65 g sukker
65 g marcipan
1 spsk. frisk timianblade
1,5 stk. øko citron

Pisk smør, sukker, revet marcipan, timianblade og revet citronskal sammen. Stil blanding på køl i mens du laver dejen.

DEJ
15 g gær
1 dl kærnemælk
1 knivspids salt
1 tsk. vaniljesukker
20 g sukker
1 æg
250 g hvedemel
50 g blødt smør
1 æg til pensling

Smuldre gæren i skålen, brug gerne en røremaskine og lun kærnemælken let og hæld den sammen med gæren. Tilsæt salt, vaniljesukker, sukker og æg og rør det hele godt sammen. Hæld hvedemel i dejen og ælt indtil dejen har samlet sig. Tilføj herefter smørret og ælt ved middel hastighed til dejen er smidig og glat, tager cirka 5-10 minutter.
Læg et fugtigt klæde over dejen og lad den hæve i 30 minutter.

Rul dejen ud, så den måler cirka 20 x 55 cm på meldrysset bord. Skær nu med en skarp kniv trekanter af dejen.
Kom en lille spiseske remonce på den brede ende af hver trekant. Rul hver trekant sammen fra den brede ende og ned til spidsen, så du får et horn. Tryk enderne let sammen, så du undgår at fyldet flyder ud.
Læg hornene med lukningen nedad på en bageplade beklædt med bagepapir. Læg et fugtigt klæde over dem og lad dem efterhæve i 30 minutter.
Tænd ovnen på 200 grader (varmluft).

Pisk ægget og pensl hornene og bag dem i 8-10 minutter og lad dem køle af.

PYNT
120 g flormelis
25 g æggehvide
1 tsk. citronsaft
Frisk timian
Guldstøv

Pisk flormelis, æggehvider og citronsaft så du får royal icing, hæld det ned i et cornet (lavet af bagepapir). Sprøjt de afkølede horn med royal icing og pynt med frisk timian og guldstøv.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.