Forårs pavlova

Håber i alle nyder påsken, nogen af jer er måske så heldige at have ferie. Jeg vil snart gerne have varme og solskin – det giver denne kage mig! Mangler du en nem, men flot påskekage er denne et godt bud!

Marengsbunde
200 g æggehvide
1 nip salt
350 g sukker
1,5 tsk. hvidvinseddike
1,5 tsk. majsstivelse

Tænd ovnen på 115 grader varmluft. Pisk æggehviderne og salt let og tilføj herefter sukkeret lidt ad gangen imens du pisker. Når alt sukkeret er tilføjet, hældes majsstivelse og hvidvinseddike i.

Pisk herefter igen indtil massen er sej og blank, hæld den i en sprøjtepose med en glat tyl. Tegn to cirkler så de danner en krans (diameter 24 og 9 cm) på 2 stykker bagepapir, fordel marengsen indenfor kransen.

Bag begge bunde på samme tid i ovnen i 1 ½ time. Sluk herefter ovnen og lad kagerne køle af inde i ovnen. Du kan sagtens bage marengsbundene dagen før og lader dem stå i ovnen natten over.

Citroncreme
120 g sukker
2 stk. æg
2-3 stk. citroner
60 g smør

Sukker, æg, citronskal fra 2 citroner og 100 g citronsaft hældes i en gryde.

Varm det ved medium varme og pisk indtil cremen sætter sig. Tag gryden af varmen og skær smørret i tern og put det i gryden og pisk det hele sammen indtil smørret et smeltet. Sæt citroncremen på køl og lad den køle helt af.

Pynt og samling
1 bakke jordbær
1 bakke hindbær
3 dl piskefløde
Frisk mynte

Skyl jordbær og hindbær. Skær jordbærrene ud som vist og del nogle af hindbærrene i halve. Pisk fløden let. Sæt en af marengsbundene på dit fad, fordel citroncremen og sæt den anden marengsbund ovenpå. Fordel fløden på toppen og pynt med bærrene og mynten.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.